Thorbjørn Olesen fører fortsat Turkish Airlines Open

ThorbjørnOlesen_heritage15-288314Thorbjørn Olesen udbyggede sin føring ved Turkish Airlines Open på Europatouren efter lørdagens 3. runde som Olesen gik i 68 slag, tre under par. Den 26-årige dansker fik en solid start på forni med birdies på 2. og 6. hul. På 2. hul havde Olesen heldet med sig, da han slog sit teeslag lidt i venstre, men ramte en trægruppe og sprang tilbage ud på greenen, hvorefter Olesen holede puttet for dagens første birdie. Dagens første bogey kom på 10. hul, men den danske tredobbelte vinder på Europatouren svarede stærkt igen med tre birdies på stribe på 14. – 16. hul.
En afsluttende bogey på 18. hul reducerede dog Olesens samlede score til minus 18 og dermed har Olesen et forspring på syv slag, hvilket må betegnes som intet mindre end et fantastisk udgangspunkt før søndagens afsluttende finalerunde.
Thorbjørn Olesen har spillet utrolig solidt på de tre første runder i Tyrkiet, hvilket bl.a. kom til udtryk via 26 ramte greens i regulation strækkende fra torsdag til lørdag. Olesen ligger da også i top 10 i både ”Driving distance” og ”Greens in regulation” kategorierne efter 54 huller. Desuden formåede Olesen at lave birdies på fem par 3 huller i træk, da han lavede birdies på 6., 8. og 14. hul i går, og i dag fulgte Olesen så op med birdies på 2. og 6. hul. De mange birdies hænger ligeledes sammen med, at Olesen ligger henholdsvis nr. 6 og nr. 7 i kategorierne ”Putts Per GIR” og ”Putts Per Round” efter de tre første runder.
– Læs også: Thorbjørn fører Turkish Airlines Open med seks slag
Thorbjørn Olesen har indtil videre i sin imponerende karriere haft føringen efter 54 huller på Europatouren fire gange, og af disse har Olesen vundet tre gange. Det tegner således ganske lovende for morgendagens finalerunde, selvom Olesen efter runden udtalte, at han aldrig har ført med syv slag efter tre runder, og at en så stor føring føles lidt speciel. Med føringen på syv slag er Olesen nu indehaver af den største føring efter 54 huller på Europatouren i indeværende sæson.
På en delt andenplads finder vi fem spillere heriblandt den 23-årige italiener Matteo Manassero som fik en forrygende start på sin Europatour karriere med fire sejre i årene 2010-2013. Men siden sejren ved BMW PGA Championship på Wentworth i maj 2013 har Manassero ikke lavet mange topresultater, men med tredjepladsen i årets Scottish Open samt dennes uges gode spil er den unge italiener måske på vej tilbage til verdenstoppen.
Turneringens øvrige danske spillere ligger noget længere tilbage i feltet med Søren Kjeldsen bedst placeret på en delt 32. plads, mens Lasse Jensen og Lucas Bjerregaard ligger henholdsvis delt nr. 48 og 54. For både Lasse og Lucas kræver det formentlig en noget bedre placering i denne uge for at kvalificere sig til næste uges turnering på Europatouren, Nedbank Golf Challenge i Sydafrika.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra søndagens finalerunde og sendetiderne kan ses på vores TV-side.
Turkish Airlines Open, leaderboard