Finalerunden af DP World Tour Championship blev en spændende affære, hvor føringen skiftede frem og tilbage i løbet af søndagens runde. Undervejs på årets sidste runde på Europatouren, var der ikke en føring på mere end et enkelt slag, og da den førende trebold slog ud på 10. hul, var der syv spillere inden for tre slag.
På bagni fik de to unge englændere Matthew Fitzpatrick og Tyrrell Hatton slået et lille hul til resten af feltet, og før de sidste to huller førte Hatton med et enkelt slag over Fitzpatrick i scoren minus 17. På par tre hullet 17., slog Hatton sit teeslag i greenbunker, og kom ikke ud af bunkeren i første forsøg, men holede dernæst efterfølgende for en fantastisk par. Kort tid efter fandt Fitzpatrick den samme bunker og var ligeledes ved at hole sit slag, men måtte nøjes med par.
På 18. hul slog Hatton i vandet i sit drive og efter et drop skulle Hatton til sidst hole et par put på ca. 3 meter for at bevare sin føring på et slag. Det lykkedes dog ikke for den 25-årige englænder, og således var de to spillere helt lige i scoren minus 16. Fitzpatrick slog sit andetslag på 18. hul i greenbunker, og efter endnu et fantastisk bunkerslag havde Fitzpatrick et birdieput på ca. 2 meter for at vinde DP World Tour Championship. Den 22-årige englænder holede puttet i sikker stil for en runde i 67 slag, og vandt dermed karrierens største sejr med et slag foran Hatton og sin tredje sejr på Europatouren.
Sydafrikanske Charl Schwartzel, som vandt årets første turnering på dette års Europatour på Leopard Creek, sluttede sæsonen af med en runde i 67 slag og sluttede på tredjepladsen i samlet 14 slag under par. Den førende spiller efter 54 huller, franske Victor Dubuisson, måtte i dag nøjes med en runde i par og faldt dermed tilbage til en delt fjerdeplads.
– Læs også: Dubuisson tager teten i Dubai
Søren Kjeldsen fik ikke samme flyvende start på runden som i går, og Kjeldsen var således blot i par for dagen efter seks huller. Men med birdies på 7. og 10. hul spillede Kjeldsen sig frem til en 13. plads inden det afsluttende par fem hul, hvor den 41-årige dansker de første tre dage har måtte nøjes med par. Men efter to gode slag lå Kjeldsen med et eagleput på ca. 10 meter som ville sende Kjeldsen godt frem i stillingen. Kjeldsen slog et kanon put som sad midt i hullet, og dermed blev det til en afsluttende eagle og en finalerunde i 68 slag. Dermed avancerede danskeren til en delt fjerdeplads i scoren minus 13 ved DP World Tour Championship, som i øvrigt er den bedste danske placering i denne turnering.
Kjeldsen var naturligvis godt tilfreds efter runden og understregede, at han generelt var glad for sit spil i denne uge og ikke mindst den øgede aggressivitet, som har præget Kjeldsens spil de sidste par uger. På denne front afslørede Kjeldsen, at han har ladet sig inspirere af Thorbjørn Olesens nylige sejr i Tyrkiet, hvor Olesen ifølge Kjeldsen blev ved med at være aggressiv igennem hele turneringen.
Thorbjørn Olesen var rundt i 70 slag, to under par, efter en runde indeholdende tre birdies og en enkelt bogey. Dermed sluttede Olesen på en delt 19. plads i sæsonfinalen i samlet 9 under par. Efter runden udtalte Olesen til Viasat Golf, at han generelt var godt tilfreds med spillet i denne uge, men at han ikke fik så meget ud af det gode spil. Olesen konstaterede med glæde, at der havde været en rigtig god dansk opbakning i denne uge. Olesen har haft en del problemer med sin lænd i denne uge, men håber på at være helt klar til World Cup i næste uge, hvor Olesen sammen med Søren Kjeldsen skal repræsentere de danske farver.
Henrik Stenson afsluttede turneringen med en runde i 65 slag, syv under par og avancerede til en delt niendeplads. Dermed vandt Stenson for anden gang i karrieren Race to Dubai. Stenson spillede i dag sammen med Rory McIlroy som ligesom Stenson var rundt i 65 slag, som i øvrigt var dagens laveste score.
DP World Tour Championship, leaderboard
På torsdag går det løs i Australien i Melbourne med World Cup of Golf, hvor Viasat Golf og Viaplay sender direkte alle fire dage og sendetiderne kan ses på vores TV-side. Med tanke på danskernes aktuelle gode form synes et topresultat ikke uden for rækkevidde i Melbourne. Dog skal de to danskere bl.a. op imod et stærkt engelsk hold bestående af de to Ryder Cup spillere fra Hazeltine, Andy Sullivan og Chris Wood.



















