Europatouren får nu også glæde af Tiger Woods’ stort annoncerede comeback, når han i den første uge af februar spiller med i Omega Dubai Desert Classic for ottende gang i karrieren.
Woods har vundet turneringen to gange, og er imponerende 92 slag under par i de 28 runder han har spillet på Majilis-banen i Dubai. Også spillere som Rory McIlroy, Danny Willett og Henrik Stenson er med, og det bliver altså årets hidtil mest navnestærke felt på Europatouren.
– Jeg har altid nydt at spille i Dubai, og det fantastisk at se hvordan byen er vokset siden jeg var her første gang, udtaler Woods i en pressemeddelelse. – Det var fantastisk at vinde her i 2006 og 2008, og jeg husker stadig mit lange putt for sejren på 18. green.
– Jeg husker også, at jeg skød tre 64’ere i træk, men kun to af dem talte, da den første var i pro-am’en. Det var det år jeg blev nummer to efter Thomas Bjørn, mindes Tiger om sin tid i ørkenen.
Woods har også meddelt, at han stiller til start ved Farmers Insurance Open den sidste uge i januar samt Honda Classic i februar, hvor han også spiller med i Genesis Open og altså Omega Dubai Desert Classic. Noget tyder dermed på, at Woods for alvor tror på at kroppen er i topform, og at han dermed kan spille et fuldt program i 2017.



















