Europatouren går ”all-in”

 
  .
Kort før den store sæsonfinale i november 2016 i Dubai, annoncerede Europatouren, at man i sæsonen 2017 lancerer minimum syv særdeles lukrative turneringer sponsoreret af deres mangeårige partner, den schweiziske urgigant Rolex.
De minimum syv turneringer, som nu er blevet til otte, vil gå under navnet ”Rolex Series” og skal danne grundlaget for et storslået og banebrydende initiativ, hvor man på sigt håber på at blive endnu mere konkurrencedygtige i håb om at lokke store internationale profiler til Europatouren.
Fælles for alle turneringerne er, at der som minimum er en præmiesum på 7 millioner USD (ca. 48,5 millioner danske kroner), på nær årets afsluttende turnering DP World Tour Championship i Dubai, hvor præmiesummen er på hele 8 millioner USD (ca. 55,5 millioner danske kroner).
Europatouren har underskrevet en længerevarende kontrakt med Rolex, hvorfor man også håber på, at kunne tilføje endnu flere turneringer til programmet i Rolex Series i løbet af de kommende sæsoner.
Samarbejdet imellem Europatouren og Rolex har i adskillige år været yderst succesfuldt, og man har derfor valgt at satse stort på dette nye tiltag, som i den grad må vurderes som en værdig konkurrent til FedEx Cup på PGA Touren på den anden side af atlanten.

Europa Touren udvider sit mange årige samarbejde med Rolex
Europa Touren udvider sit mange årige samarbejde med Rolex

Rolex Series starter i maj i år med tourens flagskibsturnering BMW PGA Championship på Wenthworth, hvorefter man i løbet af sommeren afvikler tre af seriens turneringer i træk med HNA Open de France på den kommende Ryder Cup bane Le Golf National i Paris, efterfulgt af Dubai Duty Free Irish Open Hosted by the Rory Foundation i Nordirland og dernæst Aberdeen Asset Management Scottish Open på Dundonald Links i Skotland.
Herefter går turen til Italian Open i oktober, hvor man indtil videre endnu ikke har besluttet sig for, hvilken banen, der spilles på.
Årets tre sidste turneringer bliver samtidigt også de sidste turneringer i den første udgave af Rolex Series.
Turkish Airlines Open, hvor danske Thorbjørn Olesen til den tid skal forsvare sin titel, bliver spillet som den tredjesidste turnering på programmet inden man drager til Sydafrika, hvor der spilles Nedbank Golf Challenge Hosted by Gary Player på den populære bane i Sun City.
Sidst, men ikke mindst, afvikles der som tidligere nævnt DP World Tour Championship i Dubai, som bliver endestationen på en forhåbentlig fremragende debut til Rolex Series.