
Når den 149. udgave af The Open afholdes i 2020, bliver det Royal St. George’s Golf Club i Sydengland, som får æren af at lægge græs til. Det har R&A netop offentliggjort, og det bliver dermed 15. gang, at The Open skal spilles på denne bane.
Første gang, at The Open blev afholdt på Royal St. George’s Golf Club var tilbage i 1894, hvor det i øvrigt var første gang, at The Open blev afholdt uden for Skotland.
The Open blev sidst spillet i det sydengelske i 2011, hvor nordirske Darren Clarke vandt foran den nykårne verdensetter, Dustin Johnson, og Phil Mickelson, mens Thomas Bjørn sluttede alene på fjerdepladsen.
Det er nok ikke forbigået mange danske golffans, at netop Thomas Bjørn spillede en hovedrolle, da The Open blev spillet på Royal St. George’s i 2003. Her førte Bjørn med to slag inden de sidste tre huller, men en ærgerlig bunkertur på 16. hul satte en stopper for danmarks første major-sejr.
– Læs også: Her spilles de fire majors i 2017
Med dagens melding fra R&A er vejen banet for, at den 150. udgave af The Open i 2021 afholdes i St. Andrews, også kendt som Home of Golf. Det er ellers kutyme, at The Open spilles hvert femte år i St. Andrews, men R&A har set bort fra denne uskreve regel, for til gengæld at få The Open til St. Andrews i jubilæumsåret.
I år skal The Open spilles på Royal Birkdale i Liverpool, mens turen herefter går til Carnoustie i Skotland i 2018. I 2019 lægger Royal Portrush Golf Club i Nordirland græs til, og det bliver dermed det første besøg på denne bane siden 1951.
Nedenstående video fra The Open 2003 bør ikke ses af sarte sjæle, idet den bl.a. viser Bjørns famøse bunkertur fra 16. hul, som banede vejen for amerikanske Ben Curtis.



















