
Nicole udnyttede lørdagens 3. runde, den såkaldte Moving Day, på fornemmeste vis og takket være en flot 67’er, ligger Nicole i top-20 inden finalerunden.
Efter de to første runder af LPGA Volvik Championship skrev Nicole på Facebook, at det havde været lige ved og næsten i forhold til at få holet nogle puts. Men det blev der heldigvis ændret på under lørdagens 3. runde i Michigan, hvor Nicole kun havde putteren i brug 25 gange.
Den varme putter var medvirkende til en flot 67’er (-5), der kom i hus takket være bl.a. seks birdies og en eagle. Dermed avancerede Nicole til en delt 19. plads inden søndagens finalerunde. Der er fire slag op til en top-5 placering, så med endnu en god runde i morgen, kan det blive en fantastisk uge for Nicole, som forud for turneringen i Michigan ligger nr. 128 på pengelisten.
– Læs også: Emily K. Pedersen i top-25 på LPGA Touren
Emily K. Pedersen spillede lørdag endnu en solid runde, og kom rundt i 70 slag (-2), og ligger på en delt 26. plads i samlet -7, blot et enkelt slag efter Nicole. Emily havde en rigtig god dag fra tee med 12/14 ramte fairways, mens det blev til 12 greens in regulation. Emily spiller til daglig på damernes europatour, og er derfor ikke rangeret på LPGA Touren endnu, men det bliver der lavet om på i denne uge, hvor der spilles om en præmiesum på 1.300.000 dollars.
Kinesiske Shanshan Feng, der ligger nr. syv på verdensranglisten, fører Volvik Championship efter 54 huller i samlet -15. Feng var lørdag rundt i en flot bogeyfri 66’er (-6), som blev sikret via meget stabilt spil, idet Feng ramte 12/14 fairways og 17 greens in regulation. Feng fører med et slag foran amerikanske Lizette Salas (67 slag, -5) og to slag foran norske Suzann Pettersen (69 slag, -3). Pettersen har vundet hele 15 gange på LPGA Touren, hvor den seneste sejr daterer sig til juni 2015.
Finalerunden fra Volvik Championship kan i aften følges direkte på Viasat Golf og Viaplay, og sendetiderne kan ses på vores TV-side.
LPGA Volvik Championship, leaderboard



















