For en del spillere er ugens turneringer en sidste mulighed for at pudse formen af inden The Open i næste uge, og der er et meget stærkt felt i Aberdeen Asset Management Scottish Open.
Tilbage i 1996 vandt Thomas Bjørn i øvrigt sin første af 15 Europa Tour sejre i netop denne turnering, da den hed Loch Lomond World Invitational, men de seneste år er der blevet spillet på en linksbane, og i år er det på Gullane nær Edinburgh.
— Læs også: Ugens starttider på Europa Touren
På PGA Tour gælder det John Deere Classic, hvor Jordan Spieth er favorit. Han vandt i 2013, og har valgt at spille her istedet for at tage til Skotland for at forberede sig til The Open.
Se et bud på spillere, som kan spille med om sejren i denne uge nedenfor.
— oOo —
Aberdeen Asset Management Scottish Open
Thomas Bjørn
Der er gode odds på Thomas Bjørn i denne uge, og det er forståeligt efter nogle noget svingende resultater. I perioder har han dog spillet forrygende, og i lørdags var han på førstepladsen i Paris, men faldt tilbage til en 33. plads. Han har stor erfaring og gode resultater på linksbaner, og kan forhåbentlig holde sammen på spillet i fire runder.
Marc Warren
Den skotske Made in Denmark vinder betragter Scottish Open som den femte major, og generelt gør han det godt på linksbaner. Han blev nr. 3 i Scottish Open sidste år, nr. 38 i 2013 og nr. 3 i 2012.
Luke Donald
Det seneste års tid har ikke været specielt godt for Luke Dnald, der dog senest blev nr. 7 i Travelers Championship. Han vandt Scottish Open i 2011, og er sluttet i top-20 alle de seks gange, han har deltaget.
— oOo —
John Deere Classic
Zach Johnson
Er næststørste favorit efter Jordan Spieth, og det forstår man, når man ser på hans tidligere resultater i turneringen. Zach Johnson blev nr. 3 i 2011, vandt i 2012 og er blevet nr. 2 de seneste to år.
Kevin Kisner
Kisner begyndte året som nr. 236, og selvom han endnu ikke har vundet på PGA Tour, så er han nu helt fremme som nr. 36 efter bl.a. tre andenpladser, som i øvrigt alle er kommet efter omspil. Senest i sidste uges Greenbrier Classic, og før det blev han nr. 12 i US Open og nr. 8 i the Memorial.
Tony Finau
Langtslående Finau var også på denne liste i sidste uge, hvor det blev til en udmærket 13. plads. Han er i form og måske kommer det store gennembrud i John Deere Classic, hvor der kan scores lavt.
— oOo —
Nedenfor ses resultaterne for spillerne i sidste uges Seks spillere der kan vinde:
Alstom Open de France
Francesco Molinari – Nr. 6
Søren Kjeldsen – Nr. 15
David Howell – Nr. 49
The Greenbrier Classic
Paul Casey – Nr. 37
Keegan Bradley – Nr. 29
Tony Finau – Nr. 13





















