Ha Na Jang førte de første dage, og selvom Lydia Ko undervejs i finalerunden førte med to slag, så var det Chella Choi, som vandt sin første sejr på LPGA.
Lydia Ko, der var forsvarende mester, var to slag fra førstepladsen efter tredje runde, men hun førte med to slag efter fire birdies på de første 8 huller. Det blev dog kun til en runde i -4, så hun sluttede på en delt 3. plads i -13 sammen med Shanshan Feng.
De to var ét slag fra Chella Choi og Ha Na Jang i -14, og i omspillet vandt Choi med en par på det første omspilshul.
Chella Chois caddie kan stoppe karrieren
Sydkoreanske Chella Choi er kun 24 år, men blev professionel tilbage i 2008.
Lige siden har hun haft sin far, Jiyeon Choi, som caddie, og det har først været et år på Symetra Touren og dernæst syv år på LPGA. Deres aftale var, at han blev som caddie indtil hun vandt sin første turnering, og det skete så endelig nu i hendes turnering nr. 157 på LPGA.
Gennem årene har der været mange gode resultater, og inden sejren var Chella Choi helt fremme som nr. 40 på verdensranglisten.
Om hendes far, der er pensioneret politimand, så stopper er endnu uvist, men han har flere gange tidligere ønsket at stoppe som caddie, men det er lykkedes Chella Choi at overtale ham til at blive ved. I første omgang er der dog også booket hoteller for de kommende uger, så han er også caddie i nærmeste fremtid.
Marathon Classic presented by Owens Corning and O-I, resultat



















