Inbee Park vandt British Open, hvor kun Nanna K. kunne matche vinderens 65

Foto: Jesper Vinzent
Foto: Jesper Vinzent

Ricoh Women’s British Open blev vundet af verdensetteren Inbee Park, der nu kan sætte yderligere 450.000 dollars ind på sin konto. Men først efter et tæt opløb med landsmanden Jin Young Ko. Afgørelsen faldt da Ko på 16. hul måtte droppe og kom derfra med dobbeltbogey. Ko er bare et af de mange nye navne der hele tiden dukker op i Korea. Som verdens nummer 28 i mandags, var hun blot – hold fast – den 15. bedste koreaner på listen.
Park sluttede i 12 under par totalt efter at have misset snert for 64 og ny banerekord på 18. hul. Ko i ni under par holdt dog andenpladsen, men blot et slag foran So Yeon Ryu også fra Korea og Lydia Ko. Lydia Ko er fra New Zealand men født i Korea, så det blev næsten rent koreansk podie.
Femtepladsen gik til Suzann Pettersen i fem under par. Nordmanden måtte nøjes med en runde i par, da mesterskabet skulle afgøres. Efter 36 huller førte hun ellers turneringen med to slag.
Nanna tangerede banerekorden efter imponerende runde og blev bedste dansker
De to danske finalister vil nok sent glemme deres Majordebut. Dels på grund af oplevelsen som sådan, men også grundet sidste runde. Nanna K. Madsen skrev sig ind i turneringens historie med en fantastisk afslutning i 65 slag, var bedst af alle sammen med vinderen Park og tangerede banerekorden efter otte birdies og en bogey. Og det var altså ikke fordi betingelserne var bedre for de tidligt startende.
– Læs også: Nicole B. Larsen fortsætter storspillet
Til gengæld må Nicole Broch Larsen nok lige en dag eller to være lidt skuffet over sin afslutning. Nicole fik aldrig rigtig styr på sit spil og havde blandt andet tre dobbeltbogies på sin vej til en runde i 77 slag.
Dermed sluttede Nanna pludselig som bedste dansker på en delt 21. plads, mens Nicole faldt tilbage til en delt 24. plads. Men alt i alt en flot indsats af de to danske damer, der givet har en lys fremtid foran sig.
Udover oplevelsen må de to unge danskere have fået en masse erfaring og også selvtillid, nu de ved de på dagen kan spille op med de bedste i branchen!
Ricoh Women’s British Open, Slutresultat