Lasse Jensen i flot avancement

Lasse JensenI D+D Real Czech Masters er både Lasse Jensen og Søren Hansen kommet i klubhuset efter deres tredje runde, hvor de to startede ud i morges med 20 minutters mellemrum.
Lasse Jensen har gået en pragtrunde i 66 slag. Han var efter 12 huller otte under par for runden efter ligeså mange birdies! Det holdt desværre ikke helt hjem på de svære afslutningshuller. Der kom bogies på både 14. og 17. hul., men runden bragte dog Lasse ind på en delt 11. plads. Den placering holder naturligvis ikke efterhånden som toppen af feltet kommer i gang, men måske rækker det til top 20 i aften.
– Læs også: Thorbjørn er nr. 4 i Tjekkiet
Lasse kan med en god runde søndag lukke et pænt stykke af gabet op til top 110 på Race to Dubai ranglisten. Desværre er turneringen ikke særlig pengestærk. En 10. plads giver f. eks. 20.000 euro og en femteplads 42.400 euro. Lasse er aktuelt som nummer 164 87.000 euro fra nummer 110 – som i øvrigt er Lucas Bjerregaard, så der er langt op til det forjættede land.
Men alle placeringer tæller på ranglisten og et godt resultat bidrager jo også til økonomien. Vi krydser fingre for at Lasse kan slutte godt af søndag!
Søren Hansen gik i 71 med en bogey ud men så med tre birdies og en bogey hjemad. Søren Hansen kom ind som delt nummer 57, en placering der også nogenlunde vil holde runden ud. Som Lasse Jensen kan Søren også svært  godt bruge et godt resultat søndag.
Thorbjørn Olesen er også kommet på banen og er startet udmærket med to birdies på de fire første huller.
Viasat Golf sender direkte fra turneringen i Tjekkiet fra klokken 13:00.
D+D Real Czech Masters, Leaderboard