Fantastisk dansk start på Kazakhstan Open, der er én af sæsonens største Challenge Tour turneringer, hvor en sejr vil give et Europa Tour kort for næste sæson.
Som skrevet tidligere tog Joachim B Hansen en tidlig føring foran Mads Søgaard.
Det holdt hele dagen, og nu blander Jeff Winther sig også i topstriden.
Joachim B Hansen gik første runde i -9, og fører foran Mads Søgaard og Sihwan Kim i -8, mens Jeff Winther er alene på 4. pladsen i -6. William Harrold og Toby Tree deler 5. pladsen i -5.
De øvrige tre danskere er noget længere tilbage i feltet, da Jeppe Pape Huldahl er nr. 51 i par, mens Christian Gløet er nr. 95 i +3 og Andreas Hartø er nr. 119 i +6.
Tangering af Huldahls banerekord
Joachim B Hansens runde i 63 slag var en tangering af banerekorden, som Jeppe Huldahl i øvrigt satte for to år siden.
Stor præmiesum med Europa Tour kort til vinderen
Med en præmiesum på € 450.000 er Kazakhstan Open blandt sæsonens største turneringen, og der er hele € 72.000 til vinderen, hvilket sammen med indtjening fra andre turneringer reelt vil give et Europa Tour kort for næste sæson.
— Læs også: Ugens verdensranglister
Til sammenligning fik sidste uges vinder € 32.000, mens der er € 31.500 for en 3. plads i Kazakhstan.
Danskernes kamp for top-15
Der er kun fem Challenge Tour turneringer tilbage i denne sæson, hvorefter top-15 på ranglisten får et Europa Tour kort næste sæson.
Som nr. 23 er Jeff Winther bedste dansker på Challenge Tour ranglisten, mens Joachim B Hansen er nr. 28, Andreas Hartø er nr. 58 og Mads Søgaard er nr. 65, så de har brug for nogle gode resultater for at rykke ind i top-15, mens andre kæmper for at holde Challenge Tour kortet.
Kazakhstan Open, leaderboard



















