Efter et succesfuldt comeback for British Masters på Woburn, så flyttes turneringen til The Grove næste år, hvor Luke Donald bliver vært for turneringen.
I år var Ian Poulter vært for British Masters supported by Sky Sports da Matthew Fitzpatrick vandt, og han skal forsvare sin titel på The Grove, hvor turneringen spilles fra den 13. – 16. oktober 2016.
Eksklusive The Grove med tilhørende luksushotel er designet af Kyle Phillips, og har én gang tidligere været for en Europa Tour turnering. Det var i 2006, hvor Tiger Woods vandt WGC – American Express Championship, og Donald i øvrigt blev nr. 6.
— Læs også: The Open rykker til Nordirland
The Grove har en central beliggenhed i den nordøstlige udkant af London, og der er blot 30 km. til det centrale London.
Rose og Westwood bliver værter de kommende år
Efter syv års pause var British Masters tilbage på Europa Tour programmet, og det blev en tilskuersucces med næsten 60.000 tilskuere, hvilket dog er et godt stykke fra tilskuertallene ved Made in Denmark.
De kommende år skal Justin Rose og Lee Westwood også være værter for turneringen, og det er endnu uvist, hvor der skal spilles.



















