Der blev som på førstedagen scoret lavt i tredje runde af WGC-HSBC Champions i Kina. I den bedste halvdel af feltet, skulle man være mindst tre slag under par for blot at holde sin placering. Man blev forsinket fra morgenstunden med knap en time, da banen var dyngvåd og i den sidste ende, var der akkurat ikke dagslys nok til at få alle i klubhuset. Dog er det kun Russell Knox i den sidste bold, der ikke ønskede at spille 18. hul færdig. Alle andre er i hus.
Der er tæt pakket på de første par sider af leaderboardet. Kevin Kisner er 16 under par og har et slag ned til Dustin Johnson og den unge kineser Li Haotong. Russell Knox er dog også 15 under par og kan komme i delt føring straks fra morgenstunden søndag.
Jordan Spieth i 63 og dagens bedste runde deler femtepladsen med Ross Fisher og Patrick Reed.
– Læs også: Thorbjørn faldt tilbage i WGC – HSBC Champions
Thorbjørn Olesen gik en rigtig flot runde i 66, der også blev en af dagens bedste. Alligevel rykkede han kun frem på en delt ottendeplads i 12 under par totalt, men han er dog ikke længere fra de førende, end han med en stor runde søndag kan spille med om sejren. Thorbjørn kunne notere et pletfrit scorekort med fire birdies ud og to hjem, endda med kun én birdie på de fire par 5 huller.
Søren Kjeldsen kom ind i 70 slag, men to under par betød alligevel et tilbageskridt på seks pladser, så Søren nu er på en delt 25. plads, samlet syv slag under par.
Men for de to danskere – naturligvis specielt for Olesen – er det rigtig gode placeringer både i forhold til pengepræmie, verdensranglisten og Ryder Cup listerne. På sidstnævnte får det også en vis betydning, at flere af spillerne i toppen af leaderboardet ikke er europæere.
WGC-HSBC Champions, Stilling og Livescoring



















