
Mens Rory McIlroy og Kevin Na spillede om en plads i 1/8-finalen, tog Thorbjørn Olesen sejren i kampen mod den 24-årige amerikaner Smylie Kaufman om at undgå gruppens sidsteplads. Danskeren kom ellers bagud allerede på første hul efter et dårligt bunkerslag, men han rejste sig hurtigt, og han vandt både 4. og 6. hul og var pludselig 1UP.
Kaufman, der tidligere på sæsonen vandt sin første sejr på PGA Touren ved Shriners Hospital for Children Open i Las Vegas, udlignede på 11. hul med en birdie, men danskeren vandt de følgende to huller og var 2UP. Kaufman tog 16. hul, men Thorbjørn lukkede og slukkede med en birdie på 17 og vandt med 2&1.
Læs også: Køb The Claret Jug af John Daly
Rory McIlroy og Kevin Nas gruppefinale var et veritabelt drama, og da spillerne stod på 18. tee var ingenting afgjort, og matchen var “all square”. Begge spillere lavede par, og skulle derfor ud i omspil. Her vandt Rory, da Na lavede en bogey på andet omspilshul. Dermed har Rory stadig chancen for at forsvare sin titel fra sidste år.
Søren Kjeldsen havde fordelen i sin match før sidste hul, da danskeren var 1UP, men spanieren fik udlignet med endnu et fantastisk putt, så spillerne måtte dele matchen. Det var lige nøjagtig nok til at Cabrera Bello gik videre fra gruppen, da han ikke måtte tabe til Kjeldsen.
Læs også: Fem spillere udtaget til Made in Denmarks pro-team

Phil Mickelson havde vist fint spil de første to dage og vundet begge sine matcher, men fredag blev han kørt over af en storspillende Patrick Reed, der var 7UP efter 10 huller. Den unge amerikaner lavede bl.a. to eagles på de første ti huller og vandt med 5&4. Udover Mickelson måtte også Adam Scott, Bubba Watson, Sergio Garcia, Justin Rose og Rickie Fowler fra verdensranglistens top forlade turneringen inden weekendens spændende knockoutfase.
1/8-finalerne ser derfor ud som følger:
Bill Haas – Chris Kirk
Rory McIlroy – Zach Johnson
Matt Kuchar – Brooks Koepka
Jason Day – Brandt Snedeker
Byeong-Hun An – Rafa Cabrera Bello
Patton Kizzire – Ryan Moore
Dustin Johnson – Patrick Reed
Jordan Spieth – Louis Oosthuizen.
Kvartfinalerne spilles umiddelbart efter ovenstående matcher lørdag.
Viasat Golf og Viaplay sender live fra lørdagens 1/8-finaler og kvartfinaler fra kl. 15-23 dansk tid.





















