
Amerikaneren Charley Hoffman, der førte efter en første runde i 64 slag af PGA Tour turneringen Shell Houston Open, er også i front af turneringen efter anden runde, selvom 27 spillere ikke nåede at færdigspille anden runde på grund af mørke.
Turneringen startede fredag med 90 minutters forsinkelse på grund af dårligt vejr og derfor nåede ikke alle spillere i klubhuset, inden mørket faldt over banen i Houston.
Hoffman er i -10 for turneringen og fører med ét enkelt slag til Jamie Lovemark. Hoffman spillede anden runde i 70 slag (-2) og har endnu ikke haft sin bedste sæson på PGA Touren, hvor han indtil videre kun har to top-25 placeringer som sit bedste. Han lavede 4 birdies og 2 bogeys på dagens runde.
Hoffman har ikke vundet på PGA Touren sinde 2014, hvor han vandt OHL Classic, men formen er ved at vise sig ugen inden Masters. Hér gik Hoffman i førerbold sidste år med Jordan Spieth, men endte nede i stillingen efter finalerunden.
LÆS OGSÅ: Cappelen med helt fremme i Brasilien
Efter Jamie Lovemark følger en mindre gruppe på -8, hvor bl.a. amerikaneren Dustin Johnson og waliseren Jamie Donaldson ligger. Donaldson er dog kun nået til hul 15, og var i gang med dagens bedste runde på banen, før han blev stoppet af mørket. Waliseren nåede at lave 7 birdies og 2 bogeys på runden, som han skal færdigspille tidligt lørdag amerikansk tid.
Længere nede i feltet ligger store navne som Henrik Stenson, Phil Mickelson og Jordan Spieth, der alle kun er 5 slag efter førende Hoffman.
Netop nu ligger det forventet cut på -1, men det kan nå at ændre sig, da det jo ikke er alle, der har færdigspillet sin runde. Dermed ser det ud til at navne som Louis Oosthuizen, Lee Westwood, Brooks Koepka og sidste uges vinder i Puerto Rico, Tony Finau, ikke klarer cuttet.
Tredje runde af turneringen kan ses på C More Golf
Leaderboard, Shell Houston Open.





















