Nicole Broch Larsen fører Symetra Tour Championship inden finalerunden

Nicole Broch LarsenDer var fremgang for begge danskere ved lørdagens tredje runde af Symetra Tour Championship, hvor Nicole Broch Larsen fik spillet sig tilbage på den førsteplads hun havde efter første runde.
Nicole var rundt i -4 lørdag og deler nu førstepladsen med amerikanske Ally McDonald, og de to skal ud i førerbolden med Thailands Sherman Santiwiwatthanaphong i kampen om titlen ved turneringen i Florida.
Også Therese O’Hara havde en god dag på banen lørdag. Therese var ligesom sin landsmand rundt i -4 og rykkede op på en delt niendeplads i -7 samlet. Med syv slag op til den førende duo ligner det dog ikke den krævede sejr, som Therese skulle bruge for at have chancen for et direkte LPGA Tour kort via pengelisten. I stedet skal hun – ligesom Nicole Broch Larsen – en tur på tourskolen.
Therese O’Hara træder først ind i Final Qualifying i november imens Nicole Broch Larsen allerede i næste uge skal spille Second Stage – i øvrigt sammen med Emily Kristine Pedersen, Nanna Koerstz Madsen og Daisy Nielsen.
Symetra Tour Championship, leaderboard