Dansk fremgang på tredjedagen i Abu Dhabi

EmilyKristinePedersen_HeroWomensOpen15Tre af de fire danskere i finalerunderne ved Fatima Bint Mubarak Ladies Open gik frem i feltet efter fredagens tredje runde, men chancerne for en dansk sejr må siges, at være udspillet.
Nicole Broch Larsen var rundt i -2 og er bedste dansker på en delt 14. plads i -7, men har otte slag op til de førende spillere, og må således stille sig tilfreds med at jagte en placering lige under toppen af leaderboardet.
Emily Kristine Pedersen og Malene Jørgensen lå side om side inden dagens runde, og da de begge kom rundt i -2 er det stadig tilfældet. De to deler 21. pladsen i -6 samlet. Malene Jørgensen har dog nok en lidt ærgerlig smag i munden, for hun var på vej mod en placering i top-10 inden en dobbeltbogey på sidste hul sendte hende tilbage i feltet.
Nanna Koerst Madsen var eneste dansker, der ikke rykkede frem i feltet fredag. Med en runde i +1 faldt hun et par pladser tilbage og er nu på en delt 53. plads i par samlet.
De to første dage har Olafia Kristinsdottir overraskende ført turneringen i Abu Dhabi, men på tredjedagen gik ilden lidt af den islandske vulkan. En runde i +2 sendte hende tilbage til en delt sjetteplads i -11 samlet.
Turneringen føres inden lørdagens finalerunde af engelske Geogia Hall, der i -15 er et slag foran australske Sarah Kemp.
Fatima Bint Mubarak Ladies Open, leaderboard