Fire spillere der kan vinde

irving15-290146US Open er traditionelt den sværeste af de fire majors, og deltagerne sættes konstant under pres. Vinderscoren er ofte omkring par, og det er langt fra alle spillere, som formår at ‘holde fast’ på en svær US Open bane.
I år spilles US Open på Chambers Bay syd for Seattle i det nordvestlige USA. Det er blot otte år siden, at den Robert Trent Jones Jr. designede bane åbnede, og det er en lang links-agtig bane.
Som altid er der mange om buddet, og det er svært at begrænse sig til fire spillere, der kan vinde.
Rory McIlroy er favorit på trods af, at han har misset cuttet i sine to seneste turneringer. Det var dog efter en periode med to sejre på tre uger, og det er svært at se bort fra McIlroy efter han har holdt nogle ugers pause. Overtegnede tror dog han får det svært på en kystnær hård bane, men kan han holde driveren i banen, er han bedre end de fleste. Det samme gælder Dustin Johnson, og der er mange flere om buddet, men nedenfor ses ugens fire udvalgte.
Jordan Spieth
Ser ud til at være kommet sig over Masters triumfen, og senest blev han nr. 3 i the Memorial. Spieth har den fordel at hans caddie, Michael Greller, har arbejdet som caddie på værtsbanen Chambers Bay. Han kender derfor banen bedre end de fleste, men det er dog fire år siden at han arbejdede som caddie i ca. 40 runder, og der er sket flere ændringer siden, og banen opsættes sværere ved US Open.
Justin Rose
Rose blev nr. 2 efter Spieth i Masters, og vandt Zurich Classic et par uger senere. Rose vandt US Open 2013 på Merion og ser ud til at gå en god sommer i møde. Han ligner et godt bud på bedste europæer.
Jim Furyk
45-årige Furyk vandt US Open i 2003 og blev nr. 2 i 2006 og 2007. Det er nogle år siden, men hans erfaring og tålmodighed kan vise sig værdifuld. Og så er Furyk i topform, hvilket understreges af hans placering som nr. 3 på verdensranglisten.
Hideki Matsuyama
Med en 10. plads i US Open 2013 viste den nu 23-årige Matsuyama, at han kan være med på en US Open bane, og siden er han blevet en noget bedre golfspiller. Verdensranglistens nr. 14 har haft fem top-5 placeringer på PGA Tour i år, og senest blev han nr. 5 ved sit titelforsvar i the Memorial. Kan få sit helt store internationale gennembrud i denne uge, da han fortsat er relativ ukendt i brede kredse, men han er blandt de største talenter.
— oOo —
Nedenfor ses resultaterne for spillerne i sidste uges Seks spillere der kan vinde:
Lyoness Open powered by Greenfinity
Bernd Wiesberger – MC
Nicolas Colsaerts – 66
Lee Slattery – 32
FedEx St. Jude Classic
Dustin Johnson – WD
Ryan Palmer – 22
Billy Horschel – 8