Med en glimrende sidste runde i 70 slag, lykkedes det Andreas Hartø at komme ind på en delt ottendeplads i Turkish Airlines Challenge, hvor finalerunden er spillet her søndag eftermiddag.
Andreas var startet ud på finalerunden fra en delt 12. plads, men runden i 70, der kom i stand efter fem birdies, en bogey og en dobbeltbogey var god nok til at avancere ind blandt de bedre præmiechecks. Det blev til 3.588 euro til Hartø, der avancerer på Order of Merit.
– LÆS OGSÅ: Hartø lige udenfor top 10 i Tyrkiet
Joachim B. Hansen fik 2.118 euro for en delt 17. plads. Joachim lå efter tredje runde på en delt 26. plads, men med dagens bedste danske runde i 69 avancerede han ganske flot. Runden var med fem birdies – de to kom meget sent – samt to små pletter på kortet også.
– LÆS OGSÅ: Coetzee vandt foran Thorbjørn efter omspil
Endelig sluttede både Mads Søgaard og Christian Gløet som delt nummer 50 og det gav blot 686 euro til hver. Men på Order of Merit kan selv en enkelt euro være uhyre vigtig i den sidste ende.
Turkish Airlines Challenge blev vundet af waliseren Rhys Davies, der har en masse erfaring fra European Tour. Davies var ret suveræn, idet han i 14 under par totalt sluttede fire slag bedre end Lorenzo Gagli fra Italien på andenpladsen.
Turkish Airlines Challenge, Slutresultat med pengepræmier



















