Inbee Park jagter endnu en major sejr

pittsford14-276131Inbee Park har vundet KPMG Women’s PGA Championship de seneste to år, og jagter sin tredje sejr i træk i årets anden LPGA major, som begynder torsdag.
I et meget stærkt felt må Inbee Park også regnes blandt favoritterne, da hun allerede har haft to sejre og syv top-10 placeringer i år. Med en sejr vil hun også generobre førstepladsen på verdensranglisten, som indtages af Lydia Ko foran Park.
Kun Annika Sörenstam har tidligere vundet turneringen tre år i træk, da hun vandt i 2003, 2004 og 2005.
Therese Kølbæk er med i feltet
Efter fire år med Wegmans som titelsponsor har KPMG taget over, og der spilles på Westchester Country Club i Harrison, New York.
Verdenseliten er samlet med Therese Kølbæk blandt deltagerne, og hun får dermed sin debut i en major.
I samarbejde med PGA of America
Turneringen har en lang tradition, og blev spillet første gang i 1955, men som noget nyt er PGA of America gået med, så den arrangeres i samarbejde mellem LPGA og PGA of America. Samtidig er præmiesummen også øget til $ 3,5 mio., så det er blandt sæsonens største.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte torsdag og fredag fra kl. 19 – 22 samt i weekenden fra kl. 21 – 24. FedEx St. Jude Classic på PGA Tour sendes også på Viasat Golf de første dage, og kan ellers ses på Viaplay. Se sendetider her.
KPMG Women’s PGA Championship, leaderboard
Forskel på majors i Europa og USA 
Mens der hos herrerne er enighed om, hvilke turneringer der betragtes som majors, så tæller majors hos damerne ikke på alle tours.
Da LPGA er den største tour, er det derfor oftest deres majors, man tager udgangspunkt i. På LPGA er der fem majors med ANA Inspiration, KPMG Women’s PGA Championship, US Women’s Open, Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.
— Læs også: Emily klar til Evian Championship
De amerikanske majors tæller ikke på LET’s pengeliste, og på LET er der kun to majors med Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.