Når sejren bliver for stor

hoylake14-274653The Masters var afgjort relativt hurtigt på bagni om søndagen, da Bubba trak fra unge Jordan Spieth og vandt med tre slag uden de store problemer. Martin Kaymer førte med fem slag inden sidste runde af US Open, som han vandt med syv. Og senest førte suveræne Rory McIlroy med seks slag inden søndagens triumferende finalerunde ved The Open.
Allesammen store sejre. Og med store sejre følger som regel store nederlag. I dette tilfælde var det TV-selskaberne, der endte som de store tabere. Alle årets tre majors satte rekorder som de mindst sete i en længere periode.
De to første kunne undskylde sig med, at Tiger ikke var klar endnu, men det var han til The Open, og selvom den amerikanske seer-magnet ikke var med på finaledagen, var det skræmmende tal der kom ud.
ESPNs tal for The Open viste et fald på 34 % i de såkaldte “ratings”, hvilket er ganske ekstremt. Ikke siden Louis Oosthuizens sejr i 2010 – hvor han også førte stort inden finalerunden – har tallene været så lave.
Ved The Masters tilbage i april målte man de laveste seertal i 20 år, og dette års US Open, hvor Kaymer dominerede, blev set af 44 % færre end sidste års drabelige duel mellem Justin Rose og Phil Mickelson.
Disse store, ikoniske, dominerende sejre ridser sig fast i historien, som fantastiske bedrifter, men det folk helst vil se, er selvfølgelig to eller flere spillere, der kæmper til det sidste om søndagen. Nu har vi én chance – én major – tilbage i år. Lad os krydse fingre for, at den bliver neglebidende spændende … eller at Thomas Bjørn vinder med 10 slag. Det vil også gå an.