Velkommen til Valhalla

ryder08-136188Valhalla Golf Club er vært for denne uges US PGA Championship, og har siden åbningen i 1986 været vært for flere store turneringer.
Banen i Louisville, Kentucky, er designet af Jack Nicklaus og i år er det tredje gang, at turneringen er vært for US PGA Championship, som også blev spillet på Valhalla i 1996 og 2000.
Valhalla var også vært for Ryder Cup 2008, hvor Søren Hansen var på det europæiske hold, og har desuden været vært for US Senior PGA Championship 2004 og 2011.
Siden US Senior PGA Championship 2011 er der lavet markante designændringer på banen, og der er lavet ændringer af næsten alle greens.
Ejes af PGA of America
Det er usædvanligt, at en så relativ ny bane har været vært for så mange store turneringer.
Når Valhalla er blevet valgt som vært så mange gange, så skyldes det utvivlsomt at banen nu ejes af PGA of America. Oprindeligt blev banen bygget af erhvervsmanden Dwight Gahm, men i 1993 blev PGA of America medejere idet man købte 25 %.
Efter US PGA Championship 1996 købte PGA of America yderligere 25 % og efter turneringen i 2000 blev man eneejer af Valhalla GC ved at købe de resterende 50 %.
PGA of America, der er forbundet for klub-trænere, arrangerer også US PGA Championship og er medarrangør af Ryder Cup, så det er ingen tilfældighed, at Valhalla er blevet valgt som værtsbane for store turneringer.
En privat bane for medlemmer og deres gæster
Valhalla GC er en privat bane, der kun er åben for medlemmer og deres gæster. Man kan således som udgangspunkt ikke komme til at spille banen uden at have lavet en aftale med et medlem, men Valhalla er dog mere åben end andre private baner.
I mindre omfang giver klubben tilladelse til, at gæster kan spille banen, og man kan kontakte klubben hvis man er interesseret i det. PGA medlemmer kan spille banen, og kan også ‘anbefale’ medlemmer af den klub, hvor de underviser.
Video med overflyvning af alle huller
På banens hjemmeside kan man læse mere om hvert enkelt hul, og se en overflyvning af hvert hul ved at trykke her.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte torsdag og fredag fra kl. 19 – 01, lørdag fra kl. 20 – 01 og søndag fra kl. 19 – 01.
US PGA Championship, leaderboard