En våd efterfest ved Ryder Cup

McIlroyKiltParykker, kilt og masser af drikkevarer var blandt indholdet ved efterfesten da Europa havde vundet Ryder Cup.
Ved de seneste Ryder Cups har Europa og USA også festet lidt sammen efterfølgende, selvom det ene hold er vindere og det andet har tabt. Helt i den ånd man gerne vil afvikle Ryder Cup i, og det er ikke kun tomme ord under velkomstceremonien og afslutningsceremonien.
En del af de europæiske spillere var forbi det amerikanske spillerrum, hvor de hyggede sig og bl.a. spillede bordtennis. Et spil som amerikanerne er bedre til, så Europa tabte det opgør, afslørede Paul McGinley på et pressemøde mandag.
Rory McIlroy har lagt billedet ovenfor af sig selv og Stephen Gallacher på Instagram. Som det ses er han i bar overkrop og bærer kilt og paryk, men man skal dog næppe lægge noget i, at hårfarven er nogenlunde den samme, som ekskæresten Caroline Wozniacki havde under par-3 turneringen ved Masters.
Efter afgørelsen hældte McIlroy også champagne over Thomas Bjørn som det ses ovenfor.
Også Rickie Fowler og Bubba Watson skiftede golftøjet ud med paryk og kilt, hvilket også kan ses på et billede ovenfor, som Hunter Mahan har lagt på Twitter.
Donaldson: – Jeg er stadig fuld
Sky Sports talte med Jamie Donaldson mandag formiddag, og spurgte om han helt havde forstået, at han vandt det afgørende point:
– Nej, for jeg er stadig fuld, sagde Jamie Donaldson, som man kan se i videoen nedenfor efter ca. 25 sekunder.
Caddierne fejrede også sejren med en masse fans, hvilket ses i den anden video nedenfor, hvor der bl.a. synges en hyldestsang for Paul McGinley.
Netop Paul McGinley holdt igen med at drikke for meget. Hans hustru havde givet ham det råd, at han ikke skulle drikke for meget, for så kunne han ikke huske det specielle øjeblik. Det råd fulgte han, så han nøjes med et par drinks og nød aftenen og natten.