McGinley: – Aldrig mere Ryder Cup

rydercup14-279074Efter den flotte sejr på Gleneagles har han fået nok. Irske Paul McGinley vil aldrig mere deltage i Ryder Cup. Han trækker sig tilbage som ubesejret efter seks omgange i ringen ved golfsportens mest prestigefyldte turnering.
McGinley fortæller, at han blev oppe til kl. 3 om natten for at fejre Ryder Cup triumfen, men at han huskede sin kones råd fra da han holede det vindende putt på The Belfry i 2002, om ikke at drikke så meget, at man ikke kunne huske oplevelsen. Derfor var det også en nogenlunde frisk (ex)kaptajn, der mødte pressen dagen derpå.
– Jeg tror ikke jeg kunne have skrevet et bedre manuskript, end det der udfoldede sig i weekenden. Jeg føler mig utroligt priviligeret over, at have haft 12 spillere, der eksekverede min plan, så godt som de gjorde, lød det fra McGinley, der dog nu trækker stikket for så vidt angår Ryder Cup.
– Det er nu seks Ryder Cups jeg har været med i (tre som spiller, to som vicekaptajn og en som kaptajn), og jeg har seks sejre. Som en sværvægtsbokser, så vil jeg trække mig tilbage ubesejret, sagde han.
Ikke siden Bernard Gallacher tog kaptajn-rollen for tredje gang i 1995, har Europa “genbrugt” en kaptajn. Og med folk som Darren Clarke, Padraig Harrington og Thomas Bjørn i folden, så kommer det heller ikke til, at skorte på kaptajner i fremtiden.
McGinley kunne også afsløre, at selvom amerikanerne fik en afklapsning på golfbanen, så tog de ikke helt sejrsløse hjem over Atlanten.
– Jeg er glad for, at Ryder Cup ikke afgøres ved bordtennisbordet, for der fik vi en r*vfuld af en anden verden søndag nat, grinede den triumferende kaptajn, der altså kommer til at se den næste Ryder Cup fra sofaen.