Rasmus Hjelm ved en skillevej

Rasmus-HjelmSæsonen 2014 var en af de bedste sæsoner i karrieren for Rasmus Hjelm. Samtlige statistikker blev forbedret, og det så ud til, at Hjelm skulle slutte i top-5 på Nordic League Ranking, der ville få kortet til Challenge Touren. Skuffende måtte han nøjes med en 7. plads på ranglisten, og det har gjort, at han stod ved en skillevej forud for den nye sæson.
– Hvad ingen vidste, var at jeg blev stillet et ultimatum, hvilket jeg forstod og accepterede 100% – og det har ikke påvirket mig negativt. DGU´s landshold forlangede, at hvis jeg fortsat skulle være en del af truppen efter 2014, skulle jeg som minimum være på Challenge Tour, skriver Rasmus Hjelm på sin hjemmeside.
Hjelm kunne have opnået kortet via tourskolen, men sygdom spolerede mulighederne, og derfor var tiden på landsholdet forbi.
– Det betød, at jeg mistede min træner, en del økonomisk støtte, mental træner og fysioterapeutisk sparing. En hård pille at sluge, og det gav mig også anledning til at tænke over fremtiden. Var dette endestationen for Rasmus Hjelm?
Der blev gjort mange overvejelser, og Hjelm fik endda undersøgt mulige uddannelser hvis pro-tilværelsen skulle skubbes til side. Heldigvis så var der stadig en sult, og også i den kommende sæson vil der blive satset på golfen.
– Et eller andet sted havde jeg ikke lyst til at stoppe, jeg havde mod på mere og jeg havde stadig ilden inden i som brændte, blot på midlertidig lavt blus. Jeg fik snakket med Flemming Astrup, min træner Larsson, et par kammerater, min kæreste Michelle, og jeg fandt frem til, at ilden var stærk nok til at den ikke skulle slukkes endnu. Jeg er ikke færdig med golf, og det er ikke fordi det bare er det letteste valg, at vælge et år mere. Jeg har en 3 årig plan, som skal lykkedes.
Der bliver nu knoklet med træningen, og så Hjelm klar, når ECCO Touren indleder med Winter Series i Spanien.
Man kan følge Rasmus Hjelm på hans hjemmeside, der kan findes via dette link.
Foto: Jens Morten (GolfFotografen.dk).