Den kommende Made in Denmark Challenge har ikke kun opbakning fra dansk side. Det svenske golfforbund er også partner på lige fod med Dansk Golf Union, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og AC Bella Sky Hotel.
Den svenske Challenge Tour turnering The Princess blev spillet sidste gang i 2011, og nu hvor den norske turnering heller ikke længere er på kalenderen, er Made in Denmark Challenge den eneste turnering i Skandinavien.
– Det er vigtigt for Nordic League, at vi kan tilbyde vores spillere fra både ECCO Tour og den svenske Nordea Tour en turnering på hjemmebane, og derfor er samarbejde med det svenske forbund helt naturligt, ikke mindst med tanke på, at de fem bedste fra Nordic League Ranking får et kort til netop Challenge Touren, siger Flemming Astrup.
Så udover en række unge danske profiler kan få mulighed for a prøve kræfter med Challenge Tour via et wildcard, vil der også komme invitationer til svenske spillere via Nordea Tour, valgt af Svenska Golfförbundet og PGA i Sverige.
– Det glæder os at være med omkring Challenge Tour igen. Det betyder meget for vores talentudvikling, at spillerne fra Nordea Tour kan spille i Skandinavien på næste niveau. Og med placeringen af Made in Denmark Challenge på Royal Golf Club i København er vi så tæt på Sverige som muligt. Vi glæder os meget til at komme til Danmark til maj, siger direktør i Svensk PGA Mikael Sorling.
www.madeindenmarkgolf.dk



















