Hartø ser frem til Made in Denmark Challenge

AndreasHartø_torino14-276804Efter sidste uges 8. plads i Tyrkiet, er Andreas Hartø blandt favoritterne i den danske Challenge Tour turnering, Made in Denmark Challenge, som spilles på Royal Golf Club fra torsdag til søndag med 24 danskere i feltet.
26-årige Hartø bor i København, og har spillet værtsbanen mange gange:
– Jeg har nok spillet banen 20 – 30 gange de seneste par år, så jeg kender den ret godt, siger Hartø til Challenge Tourens hjemmeside og fortsætter:
– Jeg bor 20 minutter fra banen, så skal ikke bo på hotel, og det er dejligt. Det er nogle år siden, at jeg har prøvet det, og jeg er normalt væk hjemmefra fire uger ad gangen, men nu skal jeg ikke i lufthavnen og rejse væk, hvilket er den hårde del af at være golfspiller.
— Læs også: Starttider i Made in Denmark Challenge
– Jeg tror, at jeg trives ved at spille hjemme i Danmark foran mine venner. Det bliver måske sværere at fokusere, men det tror jeg faktisk er godt for mig, når jeg kan få tankerne væk fra golf og være mere afslappet, siger Hartø der ofte taler med publikum når han spiller.
Stor ros til Flemming Astrup
Sidste år i Himmerland blev Andreas Hartø nr. 22 i Made in Denmark, hvilket han kalder sin hidtil største oplevelse i karrieren, og roser promoter Flemming Astrup.
– Det er dejligt at se, at de gerne vil skubbe golfen fremad og ikke blot for topspillerne, men også spillerne i laget under, siger Hartø og fortsætter:
– Flemming Astrup gør et fantastisk job som bagmand bag alle turneringerne. Det er vigtigt for os og for golf generelt i Danmark, så man kan se, at der er flere spillere på vej frem.
Hartø har vundet tre gange på Challenge Touren
Hartø har vundet tre gange på Challenge Touren med sejre i ECCO Tour Championship 2010, Roma Golf Open 2010 samt D+D Real Czech Challenge Open 2012
Sejren i ECCO Tour Championship vandt han som amatør på GreenEagle GC i Tyskland.
– Jeg har aldrig vundet i Danmark, og for alle os danskere er det som en Challenge Tour major, og vi vil selvfølgelig gerne gøre det godt. Det ville være fantastisk, hvis én af os kan vinde, sagde Hartø.
Made in Denmark Challenge, leaderboard