
Jeff Winther førte på Challenge Touren i Slovakiet inden sidste runde, og selvom det ikke endte med sejr, så melder han sig for alvor ind i kampen om et af de 15 kort til Europa Touren. Joachim B. Hansen sluttede i top-10 for tredje turnering i træk.
– Læs mere: Sæsonens bedste runder giver Tinning 32. plads
Da Challenge Touren i sidste uge var i Tyskland, blev Jeff Winther en flot nummer tre, hvilket var det bedste resultat i karrieren. Det resultat blev så matchet søndag, da det også blev til en tredjeplads ved D+D Real Slovakia Challenge. Med en føring efter 54 huller var Winther ude i førerbolden, og efter 70 slag (-2) sluttede han i -15, hvilket var et slag dårligere end Ricardo Gouveia (68) på andenpladsen, mens der var to slag op til Borja Virto Astudillo, der vandt karrierens første sejr på Challenge Touren.
– Læs mere: Spieth i særklasse inden The Open
Med det flotte resultat fik Winther 11.550 euro i præmie, og det bringer ham frem til en 16. plads på Challenge Tour Road to Oman. Der er 1.478 euro op til Brandon Stone på 15. plads, der er den sidste plads, der giver kortet til Europa Touren.
– Læs mere: Herrelandsholdet vandt sølv ved Hold EM
På ranglisten er Joachim B. Hansen hoppet to pladser frem til nummer 18, efter det i Slovakiet blev til en 9. plads efter en finalerunde i 69 slag. Alle fire runder blev gået under par, og det var tredje turnering i træk, at Hillerød-spilleren sluttede i top-10.
Fra Slovakiet går turen nu videre til den kanariske ø, La Gomera, hvor Joachim B. Hansen, Andreas Hartø og Jeff Winther er til start.
D+D Real Slovakia Challenge, resultat.



















