Endelig: – Nicolai på vej mod et resultat

11/06/2015 European Challenge Tour 2015,  KPMG Trophy, Golf de Piermont, Les Bons Villers, Belgium. 11-14 Jun. Nicolai  Kristensen of Denmark  during the first round.
Nicolai Kristensen (Billedet) har haft en svær sæson på Challenge Tour. Bare et cut havde han klaret, da han i Tjekkiet i maj tjente 340 euro for en 72. plads. Placeringen på pengelisten er nummer 255.
Men endelig er der lidt lys forude. I Gant Open i Finland kan resultatet kun blive bedre og det kan endda blive rigtig godt. Lørdag var Nicolai bedste dansker, da han gik en under par 70 og rykkede frem fra delt nummer 25 til delt nummer 20 i samlet fire slag under par. Der er langt til toppen men kun to slag op til top ti.
– Læs også: Fire danskere videre på CT i Finland
Joachim B. Hansen gik i par og rykkede en enkelt plads tilbage til delt nummer 27. Joachim skal avancere søndag, hvis han skal holde eller forbedre sin placering på pengelisten som nummer 24.
Mads Søgaard var rundt i 72 slag og rykkede et par pladser tilbage til nu en delt 46. plads.
Andreas Hartø kunne som set nogle gange før i sæsonen ikke holde fast efter at være startet godt i de første runder. Lørdag gik han i 74 slag og er nu nede som delt nummer 57.
I toppen ligger fortsat den bare 17 år gamle tysker Domenic Foos. Han er ti under par efter en runde i 69. Med to bogies på de sidste tre huller har han selv sørget for, at spændingen er intakt. Han har bare et slag ned til skotten Davis Law og to slag ned til en skotte mere, nemlig Jamie McLeary samt Finlands egen Linus Vaisanen.
Gant Open, Leaderboard