Lucas og Rose i nyt parløb søndag med fire slag ned til nummer tre!

Lucas (5)Kun Justin Rose var i stand til at følge med Lucas Bjerregaard i tredje runde af USB Hong Kong Open. Lucas tangerede banerekorden og det er svært at se andre end de to skulle kunne blande sig i kampen om titlen søndag.
Lucas Bjerregaard spillede ikke mindre end eminent lørdag, da han tangerede banerekorden i 63 slag, der er syv under par. Lucas missede ikke meget undervejs og putteren var mere end varm. Eneste mislyd var en bogey på sidste hul, hvor Lucas efter at være kommet skævt fra tee var uheldig med, at andetslaget klinede sig op af det lange græs i greenkanten, hvorfra han måtte bruge tre slag.
Så meget flottere set i lyset af det pres der er ved at spille førerbold og så endda med feltets højest rangerede spiller Justin Rose, der er verdens nummer syv. Det var ikke til at se, at Lucas på den liste ligger 278 pladser længere nede.
Lucas og Rose kom begge ind i samlet 15 under par, hvor Rose måtte præstere to eagles undervejs blot for at følge med i 64. De to går i førerbolden igen søndag.
De to har fire slag ned til tredjepladsen der indehaves af Anirban Lahiri og fem slag ned til Jeev Singh og den engelske komet Patrick Fitzpatrick.
– Læs også: Justin Rose og Lucas Bjerregaard i førerbolden
Lasse Jensen faldt desværre tilbage i stillingen. Lasse gik i en over par 71 og faldt tilbage til en delt 52. plads. Han var ellers en under par inden de sidste fire huller, hvor der så kom to bogies. Lasse skal formentlig avancere i søndagens finalerunde for at undgå at skulle ud og spille Stage II på Tourskolen. Som det ser bliver det meget tæt med placeringerne omkring nummer 145 på Race to Dubai.
Teetime.dk opdaterer senere søndagens starttider, hvor man grundet tidsforskellen skal tidligt op for at følge Lucas, Rose og det øvrige felt.
USB Hong Kong Open, Stilling og Livescoring