Det blev en ny god dag på Challenge Tour i Kina for de danske herrer på Challenge Tour, hvor både Joacim B. Hansen og Mads Søgaard avancerede, mens Jeff Winther kom flot tilbage efter en dårlig start.
Joachim B. Hansen spillede sig en plads frem i stillingen i The Foshan Open og deler nu andenpladsen sammen med svenskeren Björn Åkesson og Haydn Porteous i ti slag under par. De er dog tre slag fra den førende spanier Virto.
– Læs også: Joachim B. Hansen er nummer 3 på Challenge Touren
Joachim gik sin runde i 71 slag, efter han ellers havde lagt ud som lyn og torden med to birdies på de første tre huller. Resten af vejen måtte han kæmpe for det og det blev til tre bogies og to birdie mere for runden.
Alt efter de øvrige placeringer vil den delte andenplads – hvis det bliver slutplaceringen – til en værdi af næsten 35.000 euro formentlig være nok til at bringe ham frem i top 15 på pengelisten før Grand Final, der afgører det hele.
Mads Søgaard var dagens bedste dansker. Han gik i 68 slag og avancerede til en delt 11. plads, hvor han sammen med seks andre spillere ligger i syv slag under par samlet. Mads havde fire birdies på de første ni og en bogey og en birdie på hjemvejen.
For Mads er placeringen formentlig også lige nok til at holde sig i top 15 på pengelisten fortsat, hvor han allerede er nummer 13.
Endelig rykkede Jeff Winther nogle pladser tilbage til en delt 18. plads. Jeff startede sin runde skidt, men reddede den hjem i 71 med fire birdies på de sidste seks huller.
Alle tre danskere vil være inde og have chancer for at slutte i top 15 når Grand Final skal afvikles. Men det kan blive en situation, hvor den ene spænder ben for den anden. Altså en slutter i top 15 og dermed sender en anden ud af top 15.
Det bliver i al fald meget spændende, hvor gode runder og topplaceringer søndag i Kina vil kunne lette det hele lidt i Grand Final.
The Foshan Open, Stilling og Livescoring



















