Muirfield i u-vending: Vil holde ny afstemning om kvindelige medlemmer

muirfield13-251593For en måned siden skabte den legendariske, skotske klub Muirfield overskrifter over hele verden, da en afstemning om hvorvidt kvinder skulle have spille- og medlemsret i klubben blev nedstemt. Konsekvensen blev, at R&A fjernede Muirfield fra Open-rotationen ligesom der fra flere kanter lød en hård kritik af klubben og dens medlemmer.
Det krævede 2/3 flertal for at ændre klubbens vedtægter på området, men kun 64 % stemte ja, og der manglede altså et par procent for, at ændringen kunne gennemføres. Nu – efter kritik og udelukkelse – har klubbens lederskab bestemt sig for, at bringe vedtægtsændringen til afstemning endnu engang.
— Læs også: Muirfield udelukket fra British Open
– Et relativt stort flertal af vores medlemmer stemte for en ændring, og siden har mange givet udtryk for deres skuffelse over resultatet af afstemningen. Klubbens lederskab tror, at en klar og endelig afstemning om tilladelsen af kvinder i vores klub, er nødvendig, så vi kan reparere på de skader, der er kommet på vores omdømme verden over, siger Club Captain Henry Fairweather.
Klubben håber at gennemføre afstemningen senere i år. R&A sagde i forbindelse med udelukkelsen af Muirfield, at skulle klubben på et senere tidspunkt ændre deres holdning til spørgsmålet om kvindelige medlemmer, så ville man genoverveje udelukkelsen.
— Læs også: Muirfield-medlem: – ‘Nej’ var til medierne – ikke kvinderne
På fredag er der på Royal Troon, der afholder The Open om to uger, en afstemning om samme emne – nemlig tilladelsen af kvindelige medlemmer. Her forventer klubben, at der er mindst 75 % tilslutning.