Sol, sommer og lave scores i Himmerland

IMG_4379Det var en fantastisk torsdag på Himmerland Golf & Spa Resort, for solen bagte fra en skyfri himmel, og de gode betingelser bød på fantastiske scores. Undervejs blev der endda snuset til scoringsrekorden på Europa Touren.
– Læs mere: Made in Denmark fortsætter i Himmerland i 2017
I fjor satte Kristoffer Broberg med 62 slag (-9) banerekord på Backtee Course, men allerede torsdag middag havde Joakim Lagergren og Thomas Pieters tangeret den. Senere på dagen var det Tom Lewis, der tiltrak sig stor fokus. Takket være ti birdies og en eagle var han imponerende -12 efter 13 huller, og pludselig talte folk om en mulig runde 60 slag på Europa Touren. Desværre måtte den unge englænder notere tre bogeys på de resterende huller, så også han var rundt i 62 slag.
– Læs mere: Kronprins Frederik: – Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle være her
Det blev ikke nogen stor dansk dag på de første 18 huller, og blot seks ud af 22 spillere var under par. Som den eneste var Jeff Winther bogeyfri og rundt i 68 slag, og han er placeret som nummer 22 sammen med Søren Kjeldsen, der desværre indkasserede to bogeys på de to sidste huller.
– Læs mere: Knivskarp bane byder spillerne velkommen til Made in Denmark
Der er to danske amatører til start, og både John Axelsen og Marcus Hansen viste mange flotte eksempler på deres flotte spil De var begge rundt i par, hvilket placerer dem som nummer 73. Det er en placering, som Marcus Hansen blandt andet deler med sin far, Anders Hansen.
Det var ikke kun de mange flotte scores, der tiltrak sig opmærksomhed. Også udenfor banen skete der noget meget interessant, da man offentliggjorde, at Made in Denmark også i 2017 bliver spillet Backtee Course i Himmerland. Hvad der derefter vil ske, er endnu uvist, men det er en dejlig nyhed, at man også til næste år kan opleve topgolf i Nordjylland.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender live fra anden runde fredag kl. 11:00.
Made in Denmark, leaderboard.