Winther og Simonsen videre på tourskolen

Foto: ECCO Tour
Foto: ECCO Tour

På Golf d’Hardelot i Frankrig var Patrick Winther (billedet) eneste dansker i fredagens finalerunde, og med en runde i 70 slag (-1) og en samlet score i -2 blev det til en flot 10 plads, og han er dermed kvalificeret til Second Stage, der bliver spillet i Spanien fra den 4. november.
Med videre til Second Stage i Spanien er også Martin Simonsen, efter han sluttede som nummer 22 på Ribagolfe i Portugal. Fredag brugte han 70 slag (-2), og -1 samlet klarede han sig lige akkurat videre. Derimod så lykkedes det ikke for Nicolai Tinning (72) og Niklas Nørgaard Møller (71) at komme videre. De slutter som nummer 29 og 34.
First Stage bliver spillet over otte turneringer, og indtil videre har Benjamin Poke, Patrick Winther og Martin Simonsen spillet sig videre til Second Stage. Der resterer nu to turneringer under First Stage, og her er Simon Gundorph, Lasse Sonne Nielsen og Oliver Suhr til start.