Efter en ærgerlig 2. runde i hele seks slag over par leverede Nicole Broch Larsen et fantastisk comeback på 3. runde af kvalifikationen til næste års LPGA Tour. Inden 3. runde lå 23-årige Nicole Broch Larsen nr. 80 i scoren +3 og havde dermed fem slag op til top-20 som giver adgang til et kort til næste års LPGA Tour med fuld spilleret.
Men med dagens laveste runde i -6, 66 slag, avancerede Nicole hele 61 pladser til en delt 19. plads i scoren -3 og er dermed for alvor tilbage i kampen om en eftertragtet top-20 placering. Nicole startede 3. runde på 10. hul og lavede birdies på 12., 14., 15. og 18. hul og var dermed -4 på hendes første ni huller. På 3. hul (Nicoles 12. hul) kom dagens eneste bogey, men Nicole svarede stærkt igen og sluttede runden af på fornemmeste vis med tre birdies på 7., 8. og 9. hul.
Emily Pedersen arbejdede sig også frem i stillingen og via en runde i 70 slag, to under par, avancerede Emily 20 pladser til en delt 43. plads. 20-årige Emily er samlet i par for turneringen, og er dermed aktuelt tre slag efter en top-20 placering.
Therese O’Hara, som var bedst placeret af de tre danskere efter de to første runder, kunne ikke helt følge med Nicole og Emily på tredje runde, og faldt efter en runde i 73 slag tilbage til en 62. plads i scoren +2. Dog er der kun fem slag op til den adgangsgivende top-20 placering for den 28-årige amerikansk gifte dansker.
Dermed er alle danskere stadig godt med i kampen om adgangen til næste års LPGA Tour. Der er cut efter fire runder, hvorefter de 70 bedst placerede spiller en enkelt finalerunde. En placering mellem nr. 20-45 vil også give adgang til LPGA Touren, men med ret begrænsede spillerettigheder, hvorfor alt andet end en top-20 placering reelt ikke giver de store muligheder på næste års LPGA Tour.
Turneringen, der spilles i Daytona Beach, Florida, føres af japanske Nasa Hataoka i -14 foran amerikanske Jaye Marie Green i -13, mens islandske Olafia Kristinsdottir ligger nr. 3 i -9.
LPGA Q-School Final Stage, leaderboard



















