
Det lykkedes desværre ikke for Therese O’Hara at klare cuttet ved Bank of Hope Founders Cup på LPGA Touren. Danskeren sluttede samlet i -3, hvilket var to slag for meget.
Til trods for to gode stabile runder i 70 og 71 slag sluttede Therese på den forkerte side af cutgrænsen. Et cut på -5 er langtfra hverdagskost. Statistikken viser, at Therese havde en imponerende præcision fra tee, idet hun begge dage ramte 13/14 fairways. Dog blev det kun til henholdsvis 13 og 11 ramte greens, og på en uge, hvor der er blevet scoret meget lavt, var det nok udslagsgivende.
– Mit spil er lige ved at være der, og jeg ser frem til at forsøge igen i næste uge i Californien, skrev Therese på Twitter efter runden.
– Læs også: Therese O’Hara åbnede med eagle fra 85 meter
Turneringen føres af Ariya Jutanugarn og Stacy Lewis som begge er -13. På en delt tredjeplads i -12 ligger bl.a. Michelle Wie, som lader til at have fundet formen. Hele 13 birdies og en eagle er det indtil videre blevet til for Wie. Efter en lang periode uden topresultater blev Wie tidligere på måneden nr. fire ved HSBC Women’s Champions på LPGA Touren.
Med hele 20 spillere indenfor tre slag er der lagt op til en yderst spændende turnering, der kan ses direkte på Viasat Golf og Viaplay. Sendetiderne kan ses på Teetimes TV-oversigt.
LPGA Bank of Hope Founders Cup, leaderboard



















