
3. runde af Self Regional Healthcare Foundation Classic på Symetra Touren blev ikke den store Moving Day for hverken Nanna K. Madsen eller Emily K. Pedersen – begge har dog stadig chancen for et fint resultat.
Emily K. Pedersen havde rigtig godt styr på spillet på lørdagens 3. runde i South Carolina, men putteren var ikke varm. Emily kom rundt i 73 slag (+1) og faldt tilbage til par samlet set og en delt 29. plads inden finalerunden. Ligesom det var tilfældet på 2. runde, så afsluttede Emily runden utrolig stærkt med birdies på både 15., 17., og 18. hul.
Efter runden beskrev Emily sin runde på Facebook på følgende vis: “13 fairways, 17 greens, 37 puts – stats never lies!”. Hvis Emily kan få lidt bedre gang i putteren på de sidste 18 huller, er der gode muligheder for et topresultat – der er blot fire slag op til top-10.
– Læs også: Nanna og Emily i top-25 på Symetra Tour
Nanna K. Madsen, som aktuelt ligger nr. tre på ranglisten, “Volvik – Race for the Card”, gik lørdagens runde i 72 slag (par) efter fire birdies og fire bogeys. Dermed faldt Nanna en enkelt plads tilbage til en delt 14. plads i scoren -3. Vurderet ud fra statistikken var det også putteren, som drillede Nanna på 3. runde, idet det blev til 34 puts, men derimod 13/14 fairways og 15/18 greens in regulation. Der er fire slag op til en top-5 placering, så med en god finalerunde kan Nanna tjene gode point til ranglisten.
Turneringen føres af colombianske Paola Moreno som gik 3. runde i 65 slag (-7) og er -12 samlet. Moreno åbnede turneringen i torsdags med en runde i 74 slag (+2), hvor det ikke blev til nogle birdies. Siden da er det blevet til to runder i 65 slag, som er kommet i hus via 14 birdies og 22 pars – ganske imponerende af colombianeren. Moreno fører med to slag inden finalerunden foran en trio bl.a. canadiske Tanguay som ligger nr. fire på ranglisten.
Self Regional Healthcare Foundation Classic, leaderboard



















