Bernhard Langer der vel i karrieren har vundet omkring en halv million turneringer World Wide, spiller søndag finalerunde i SAS Championship , hvor han jagter sejr nummer 25 på den amerikanske Champions Tour.
Torsdag lagde tyskeren sig i spidsen for turneringen med et udlæg i 65 slag, men fredag blev han med 73 sendt ned på en delt tredjeplads med spillere fra USA både foran og lige efter sig.
Langer er seks under par ligesom Lee Janzen og foran dem ligger Kenny Perry i otte under par med Joe Durant på andenpladsen i syv under par. I jagten på podiet ligger lige efter igen spillere som Tom Lehman, John Riegger og Jeff Maggart, alle som Langer selv store navne.
Jeff Maggart fører pengelisten Schwab Cup hvor Langer er nummer tre med en indtjening på mere end 1,6 millioner dollars i 2015.
Bernhard Langer er fra golfens ubetingede største årgang nogensinde, 1957. Han var via sin første af to sejre i US Masters i 1985 den første spiller der kom til at toppe verdensranglisten (OWGR) da den blev indført i 1986. Han udgør sammen med Severiano Ballesteros, Ian Woosnam, Sandy Lyle og Sir Nick Faldo en lille eksklusiv om end uformel klub, der kaldes ‘Europas fem store’.
Så sent som for et par uger siden opnåede Langer en delt 24. plads i Porsche European Open i sit hjemland Tyskland. Rygterne vil vide, at Langer aldrig skrev beløb på lønchecken til sin caddie gennem 22 år Pete Coleman, men at denne selv kunne skrive beløbet på, som han mente han havde fortjent.
Bernhard Langer der udover 10 optrædener på det Europæiske Ryder Cup hold som spiller også som kaptajn førte holdet til den rekordstore sejr på 18½-9½ på Oakland Hills i 2004, blev i 2002 valgt ind i World Golf Hall of Fame. Han har også haft en stor rolle som mentor for flere af de unge tyskere, hvor Martin Kaymer er den mest kendte.
Men i denne uge er den gode Bernhard Langer altså indtil videre kommet i en amerikansk sandwich på Senior Touren i USA.
SAS Championship, Leaderboard



















