Alle fem danskere ved denne uges Lalla Meryem Cup på Ladies European Tour klarede på imponerende vis cuttet, og to af dem endte endda i top-10 under de blæsende betingelser i Marokko, hvor der søndag endda blev suppleret med rigelige mængder regn.
Emily Kristine Pedersen var rundt i -1 søndag og rykkede frem til en delt 5. plads i -1 samlet. Også Nanna Koerstz Madsens afslutningsrunde i +1 var nok til en mindre fremgang. Hun endte på en delt 9. plads i +2 samlet.
— Læs også: Ung svensker fører suverænt på Symetra Touren
På en delt 21. plads sluttede både Daisy Nielsen (-1) og Nicole Broch Larsen (+2) imens Malene Jørgensen (+2) blev delt nummer 41 i +11 samlet.
Nuria Iturrios sejrede helt suverænt efter en runde i 65 slag (-7) søndag. Det var hele fire slag bedre end dagens næstbedste runde. Spanieren rykkede dermed til -11 samlet efter at have startet dagen på en andenplads, og havde hele seks slag ned til engelske Florentyna Parker (+1), der endte i -5.
Lalla Meryem Cup, leaderboard



















