En præmiesum på 450.000 euro gør Kazakhstan Open til sæsonens næststørste turnering på Challenge Touren, og blandt spillerne, der har brugt turneringen til at spille sig på Europa Touren, er Tommy Fleetwood og Edoardo Molinari. Dette års udgave bød igen på engelsk sejr, mens en dansker sluttede sidst i finalefeltet.
– Læs mere: Søndagens singler: McIlroy skal kickstarte Europa
Grundet problemer med sit visum kom Martin Ovesen først til Almaty onsdag, men uden mulighed for at prøvespille Zhailjau Golf Resort gik Kolding-spilleren alligevel ud og klarede cuttet. I weekendens finalerunde måtte han dog bruge 76 og 79 slag, og det blev til en placering som nummer 63.
– Læs mere: USA foran med tre inden søndagens singler
Før turneringen var Sam Walker nummer 15 på Road to Oman Rankings og dermed lige akkurat inde i billedet til avancement til Europa Touren. Han havde en fremragende uge i Almaty, og med kun tre bogeys på de 72 huller sluttede han i -18, hvilket var nok til at vinde med et enkelt slag foran sin engelske landsmand Jordan L. Smith. Det var Walkers anden sejr i denne sæson på Challenge Touren, og med søndagens førstepræmie på 72.000 euro er han nu på andenpladsen på pengelisten. Her er Martin Ovesen nu nummer 56.
Kazakhstan Open, resultat.



















