Phil Mickelson blev nr. 2 på Augusta National, og det var 11. gang, at han slutter i top-5 ved Masters, som han vandt i 2004, 2006 og 2010.
Efter en finalerunde i -3 delte han andenpladsen i -14 med Justin Rose, og de var fire slag efter vinderen Jordan Spieth.
– Jeg spillede en solid runde, men havde brug for en exceptionel runde i midten af 60’erne eller lavere for at have en chance for at vinde, og det skete ikke, sagde Phil Mickelson på det efterfølgende pressemøde.
– Jordan hjalp ingen af os som forsøgte at indhente ham. Han spillede en ekstrem solid runde. Men jeg ville have taget -14 i begyndelsen af ugen, og jeg spillede godt, men blev simpelthen udspillet af en ung spiller, som spillede noget utrolig godt golf.
Spieth har ingen svagheder
Jordan Spieth spillede meget overbevisende, og det blev også bemærket af Phil Mickelson:
– Han lavede ingen fejl. Hvis han lavede fejl, så blev det en bogey, og han fulgte ofte op med en birdie på næste hul, og det er sådan man skal spille, for at vinde en major. Han slår nogle fantastiske slag, putter godt og er god i det korte spil. Han har ingen svagheder. Han spiller strategisk meget godt, og kan fokusere under pres, sagde Mickelson og fortsatte med at rose Spieth:
– Det er ikke noget man kan lære. Nogle spillere kan gøre det, og andre kan ikke, men han kan.
Phil jagter career Grand Slam i næste major
Under Masters var det Rory McIlroy, der med en sejr kunne fuldende sin career Grand Slam ved at han vundet alle fire majors.
Årets næste major er US Open fra den 18. – 21. juni, og her har Phil Mickelson muligheden for at fuldende sin. US Open er den eneste major, som han endnu ikke har vundet, og seks gange er han blevet nr. 2 senest i 2013.
Masters, resultat



















