Ikast er klar til sin største turnering nogensinde

IkastGKSeks tidligere danmarksmestre og to lokale spillere er blandt deltagerne i DM i hulspil, der afvikles på Ikast Golfklub fra fredag til søndag.
Ikast Golfklub kan i år fejre sit 25-års jubilæum, og det kan klubben fejre ved i den kommende weekend at afvikle den største turnering, der nogensinde har været på den korte, men nydelige og roste bane midt på den jyske hede.
Fredag skydes DM i hulspil nemlig i gang på Ikast Golfklubs bane, og i herre- og damerækken vil henholdsvis 64 mænd og 32 damer forsøge at blive danmarksmester, når turneringen er færdig søndag eftermiddag.
I begge rækker er der et utrolig stærkt felt, som tilskuere kvit og frit kan komme ud at nyde. I alt stiller seks tidligere danmarksmestre op, heriblandt de to forsvarende DM-vindere i slagspil, Andreas Hillersborg Sørensen fra Kokkedal Golfklub og Christine Holm Skylvad fra Sønderjyllands Golfklub.
Hos herrerne er adskillige af spillerne fra top 10 på de danske amatørgolfspilleres rangliste med på Ikast-banen i weekenden, og for at få adgang til DM i hulspil har det krævet et handicap bedre end 1,0.
To Ikast-spillere kan se frem til hjemmebanefordel i turneringen, og det er Oskar Ambrosius og Simon Henneberg. Særligt sidstnævnte har været i god form på det seneste og fik 3,5 point ud af fire mulige, da Ikast spillede Elitedivisions-kampe for tre uger siden.
På startlisten til DM i hulspil er også Martin Lund Jørgensen fra Trehøje Golfklub. Han har gode minder fra Ikast-banen, hvor han i en turneringsrunde engang kom rundt i forrygende 62 slag, hvilket var 10 slag under banens par på daværende tidspunkt. Siden er Ikast-banen dog blevet lavet en anelse om, og derfor står runden ikke længere som banerekord.
Hulspil er en underholdende matchform, hvor to spillere dyster om at vinde hver enkelt hul. Når en spiller fører med flere vundne huller, end der er huller tilbage at spille, er matchen slut.
DM i hulspil spilles som et knockoutsystem, og dermed er en spiller færdig i turneringen, hvis denne har tabt.
– Vi kan garantere, at spillerne kommer til at opleve en golfbane i absolut topform. Banen har aldrig været bedre, og den er fantastisk god at spille hulspil på. Organisatorisk har vi også lagt os i selen, og op imod 40 frivillige vil give en hånd med som startere, forecaddies eller score-reportere i weekenden. Alle er naturligvis velkomne til at komme ud på banen og se noget fremragende golf, siger Lars Søgaard, formand for eliteudvalget i Ikast Golfklub.
De første kampe begynder fredag morgen kl. 7, og derefter spilles der helt frem til søndag eftermiddag, hvor finalerne finder sted. Undervejs vil der være livescoring fra hvert tredje hul.
DM hulspil herrer, leaderboard
DM hulspil damer, leaderboard