Emily K. Pedersen mangler ellers en eksamen før hun kan fejre St. Hans med studenterhuen på. Eksamen burde ikke blive noget problem og måske der bliver endnu mere at fejre, idet hun lørdag fortsatte det flotte spil mod toppen i Holland, hvor damerne på LET Tour spiller Deloitte Ladies Open.
Lørdag gik Emily i 71 på par 73 banen i Amsterdam og hun er nu på en delt fjerdeplads, totalt tre under par og et slag fra podiet, to fra andenpladsen og så godt nok fem slag fra føringen, der fortsat indehaves af den franske stjerne Christel Boeljon, der gentog fredagens score i 69 slag.
– LÆS OGSÅ: God start af Emily på LET i Amsterdam
Emily scorekort viser en eagle på par 4 hullet 16., der er opgivet til 355 yds. (Emily startede på 10. hul lørdag) og ellers 14 pars indtil de tre sidste huller, der blev suppleret med en birdie og en bogey.
Nanna K. Madsen var rundt i 75 slag og totalt to over par faldt hun tilbage til en delt 30. plads, som hun blandt andre deler med den tredje dansker i finalerunden Malene Jørgensen. Malene i 72 var fire slag bedre end i første runde og blev belønnet med et avancement på 27 pladser til denne placering.
Cuttet faldt i fem over par og blev klaret af 67 damer. Dette krav var Daisy Nielsen efter atter en runde i 77 tre slag fra at klare og Nicole Broch Larsen var fem slag fra trods en noget bedre anden runde i 76 slag.
Deloitte Open, Leaderboard



















