Søndagens finalerunde i WinCo Foods Portland Open på Web.com Tour kan blive en nervepirrende affære for Sebastian Cappelen. Lørdag gjorde han det igen godt, da han gik i 69 på en dag, hvor scores var lidt højere og Sebastian avancerede fra en delt 30. plads til nu en delt 18. plads, hvor han totalt er i seks slag under par.
Men det væsentlige er nu den endelige stilling på pengelisten, hvor kravet for at komme videre til slutspillet er top 75. Efter anden rundes delte 30. plads lå Sebastian til at slutte som nummer 85. Men nu ligger han til en 79. plads og er altså tæt på målet.
Det er umuligt at sige hvilken placering Sebastian som minimum skal have søndag. Det kommer meget an på de øvriges placering, altså specielt de som Sebastian ligger og slås med i området top 70 til 80.
– Læs også: Sebastian er videre og har et spinkelt håb
Givet er det dog, at danskeren skal avancere i slutstillingen for at få så mange dollars som muligt med til listen. Han er kun to slag fra en delt 10. plads, der burde være nok. Et slag foran ham ligger tre spillere på en delt 15. plads og den placering rækker nok ikke til at komme i top 75.
Søndagens runde bliver spændende, hvor det er alt eller intet for danskeren, idet sæsonen nærmest er færdig for ham, hvis målet om top 75 glipper.
Helt i front har amerikaneren Dicky Pride lagt sig solidt i spidsen i 16 under par. Pride er fire slag foran den kendte PGA Tour spiller Tim Herron på andenpladsen. Herron var i mange år fast mand på PGA Tour, hvor han i perioden fra 1996 til 2006 opnåede fire sejre og en samlet indtjening fra 1995 til og med i år på næsten 19 millioner dollars!
Livescoring og stillingen i søndagens spændende finalerunde kan følges her via Tourens hjemmeside



















