Ny dansk caddie klar til Europatouren – dog uden flyrejser


Den 39-årige Peter Hansen fra Hjørring er ikke kendt af mange, men resten af denne sæson skal vendelboen gå caddie for tyske Florian Fritsch i 19 af de 21 turneringer på Europatouren, som tyskeren skal spille i år.
Fritsch vandt for nyligt årets første ECCO-tour turnering i Spanien med Peter Hansen på baggen, og de to har derfor valgt at forlænge samarbejdet resten af året.
Peter Hansen fortæller til Golf.dk, at de to er blevet rigtigt gode venner, hvilket da også bliver en klar fordel. De to kommer i hvert fald til at tilbringe mange timer sammen – og ikke bare på golfbanen. Florian Fritsch er nemlig voldsomt flyskræk, og nægter at sætte sig ind i en flyvemaskine, hvilket vanskeliggør livet som golfspiller en del. Makkerparret skal derfor kun spille de turneringer, som de kan køre til i bil.
Flyskrækken har sat et stort aftryk på Fritschs karriere, da han naturligvis ikke kan spille med i turneringer, der ligger udenfor Europa. Sidste år spillede han da også kun 12 turneringer, men formåede alligevel at indtjene nok til en placering som nummer 101 på Race to Dubai. En syvendeplads ved Alfred Dunhill Links Championship var kraftigt medvirkende til det flotte resultat set ud fra antallet af spillede turneringer.
Den første Europatour-turnering i Europa bliver GolfSixes i England i den første uge af maj. Indtil da spiller makkerparret med på ECCO-touren.