
Fire af de danske mandlige Europa Tour spillere var i sidste uge til start ved True Thailand Classic Presented by Chang, og af dem klarede Lucas Bjerregaard og Morten Ørum Madsen cuttet. Med alle fire runder under par sluttede Bjerregaard på en flot 14. plads, der gav en præmiecheck på 22.346 euro til Race to Dubai Rankings, hvor han herefter er nummer 75. Lidt længere nede på listen finder man MØM, der fik 3.882 euro for at slutte som nummer 63 i Thailand.
– Læs mere: Lucas imponerede igen da Scott Hend vandt i Thailand
Ladies European Tour var også i Østen i den forgangne uge, hvor der på det storslåede Mission Hills i Kina blev spillet World Ladies Championship. Også her var der fire danskere til start, men kun Emily Kristine Pedersen klarede cuttet. De koreanske spillere dominerede turneringen, hvor man skal ned til en 33. plads for at finde danskeren. 5.618 euro kunne Emily Kristine Pedersen rejse hjem til Danmark med, og med resultatet avancerede hun til nummer 20 på Order of Merit.
– Læs mere: Sydkoreanerne kæmpede om sejren i Kina
Damernes Europa Tour holder nu pause indtil maj, hvor der spilles i Marokko, men herrerne fortsætter fra Thailand til Indien. Her er Joachim B. Hansen og Jeff Winther til start, mens der også er gode chancer for, at Lasse Jensen kommer ind. Og så er det endelig blevet tid til, at Challenge Touren afholder sæsonens første turnering i Kenya med Andreas Hartø og Christian Gløet til start.
Race to Dubai Rankings (ET)
1. Danny Willett: 1.100.957 point.
2. Henrik Stenson: 967.648 point.
19. (17) Thorbjørn Olesen: 247.505 point.
24. (22) Søren Kjeldsen: 214.472 point.
53. (50) Jeff Winther: 118.763 point.
— top-60 = DP World Tour Championship (pt. 101.504 point) —
75. (94) Lucas Bjerregaard: 74.737 point.
107. (98) Thomas Bjørn: 48.427 point.
— top-110 = fornyelse af kortet (pt. 44.727 point) —
139. (132) Lasse Jensen: 26.939 point.
155. (149) Joachim B. Hansen: 19.913 point.
192. (209) Morten Ørum Madsen: 9.291 point.
Ladies European Tour Order of Merit
1. Beth Allen: 46.315 euro.
2. Charley Hull: 42.280 euro.
4. (3) Nicole Broch Larsen: 27.840 euro.
10. (9) Nanna Koerstz Madsen: 19.687 euro.
20. (21) Emily Kristine Pedersen: 13.093 euro.
60. (57) Malene Jørgensen: 2.250 euro.
I denne uge spilles der følgende turneringer på de store europæiske tours:
Hero Indian Open (ET): Joachim B. Hansen, Jeff Winther. Lasse Jensen er mandag morgen fjerdereserve.
The Barclays Kenya Open (CT): Andreas Hartø, Christian Gløet.



















