Masseafbud til Tyrkiet: Stenson og Reed gør som McIlroy

henrik stensonOpdatering d. 1/11: Henrik Stenson har meddelt på Twitter, at han ikke har trukket sig fra turneringen i Tyrkiet, da han aldrig har været tilmeldt.
Feltet til denne uges Turkish Airlines Open skrumper dag for dag. Søndag formiddag meddelte Rory McIlroy, at han ikke ønskede at deltage i turneringen i den uroplagede region, og senere på dagen trak også Henrik Stenson og Patrick Reed sig.
Amerikanske Reed havde ellers annonceret, at han ville spille turneringen i jagten på at beholde sin Europatour-status, men har altså ombestemt sig. Og det samme gælder altså Henrik Stenson, der i stedet tager en uge hjemme inden han igen stiller til start.
– Jeg tager hjem til Orlando, og arbejder lidt med min svingtræner Pete Cowen, og så kan jeg forhåbentlig være med de sidste to uger, sagde Stenson til pressen.
— Læs også: Terror-frygt: McIlroy melder afbud til Tyrkiet
USAs indenrigsministerium har udsendt en rejseadvarsel for Tyrkiet, og rådet amerikanere til ikke at rejse til de sydøstlige dele af landet, og generelt overveje nødvendigheden af rejser i og til landet.
I sidste uge sprang en bilbombe og sårede flere mennesker i Antalya, der er vært for næste uges turnering.
Deltagerlisten til turneringen indeholder nu kun tre spillere fra top-10 på Race to Dubai ranglisten; Danny Willett (nummer 2), Tyrell Hatton (nummer 5) og Lee Westwood (nummer 10). Spillere som Rafa Cabrera-Bello, Louis Oosthuizen, Chris Wood og Branden Grace har meldt fra.