Fire af de fem danskere får to runder mere i den bagende sol ved Fatima Bint Mubarak Ladies Open, der spilles i Abu Dhabi i denne uge. Efter første runde lå Malene Jørgensen, Emily Kristine Pedersen og Nicole Broch Larsen lunt i svinget til et klaret cut, og efter torsdagens anden runde kom også Nanna Koerstz Madsen ind i varmen.
Ingen af de fire danskere er dog med helt fremme på trods af, at både Malene og Emily var i top-12 efter første runde. Malene var rundt i par på en ellers lavtscorende dag imens Emily klarede sig rundt i -1. For begge to var det lig med tilbagegang, og de deler nu begge 26. pladsen i -4.
Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen var begge rundt i flotte -4 og strøg frem i feltet. Nicole er nu på en delt 22. plads i -5 samlet, imens Nanna kom to slag på den rigtige side af cutgrænsen og deler 46. pladsen i -2.
I front for turneringen ligger stadig den islandske overraskelse Olafia Kristinsdottir, der med endnu en god runde i varmen kom til -13 samlet. Den 24-årige islænding, der er nummer 658 i verden, fører med tre slag ned til fire spillere, der deler andenpladsen.
Fatima Bint Mubarak Ladies Open, leaderboard



















